Og på femtedagen blev de enige. Alle 27 stats- og regeringschefer var lutter smil, da de i går omsider kunne skåle i morgenjuice og præsentere det kompromis, der giver EU et budget for de næste syv år og 750 milliarder euro, svarende til over 5580 milliarder kroner, til en ny corona-genopretningsfond.
Efter fem dages maraton-forhandlinger, et utal af bilaterale natlige samtaler, episke vredesudbrud og teatralske trusler om at smække med døren faldt brikkerne på plads klokken 5.30 i går morges. Og alle, både tilhængere og modstandere af at lade EU træde ind i en ny fase med øget integration i samarbejdet, hævder at have sejret.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, talte om en historisk aftale, mens den tyske forbundskansler og EU-formand, Angela Merkel, hyldede EU’s evne til at ”gå nye veje” i den største krise i Europas historie.
Set tilstrækkeligt højt oppefra er resultatet da også temmelig meget lig det oprindelige udspil, som Merkel og Macron kom med til forhandlingsbordet i Bruxelles.
EU-Kommissionen skal ud og låne de penge, som vil blive fordelt mellem de medlemslande, hvis økonomier er hårdest ramt af coronakrisen. Størstedelen gives som tilskud, resten som lån, som modtagerlandene skal betale tilbage til EU.
Men de nordeuropæiske lande, der med statsminister Mette Frederiksens (S) ord ikke har ændret syn på fælles gældsstiftelse, er også glade. Og set gennem den hollandske regeringsleder Mark Ruttes uindfattede briller er der slet ikke tale om det historiske nybrud, de franske og tyske ledere vil gøre det til.
Andelen af tilskud er blevet barberet ned fra 500 til 390 milliarder euro. Og da genopretningsfonden er en særskilt mekanisme, er der ikke tale om den gælds- eller overførselsunion, som de nordeuropæiske lande har kæmpet så indædt imod siden i fredags, mener Mark Rutte.
”Det er midlertidigt og tidsbegrænset,” sagde han i går.
Det, den såkaldte sparebande har fået ud af de næstlængste forhandlinger i EU’s historie, er især den rabat på bidragene til EU, som for Danmarks vedkommende udgør 2,8 milliarder kroner.
Og som en fransk diplomat siger til det franske dagblad Le Monde, så viser historien, at ”når man har taget et politisk skridt, så er der ingen vej tilbage”. Det er også vurderingen hos Andreas Eisl fra tænketanken Institut Jacques Delors i Paris.
”Det er blevet bevist, at fælles låntagning er mulig. Siden indførelsen af euroen har der manglet en fordelingsmekanisme til at udligne chok, der rammer landene forskelligt. Det har vi fået nu. Hvis det virker, har vi et redskab, som kan bruges i tilfælde af andre kriser. EU har også fået en aftale om at skaffe nye egenressourcer. Det er faktisk et historisk gennembrud,” siger Andreas Eisl.
Men prisen har været indrømmelser til den ungarske regeringsleder Viktor Orbán på kravet om respekt for retsstaten.
Orbán, der har tweetet et triumferende ”Vi sejrede”, var i Bruxelles for at sælge sin støtte til genopretningsfonden så dyrt som muligt og standse EU’s muligheder for at stille ham til regnskab for indgreb i retsstatsprincipperne om især pressefrihed og domstolenes uafhængighed.
Men sejren er ikke så total, som Orbán giver udtryk for, mener Piotr Maciej Kaczynski, seniorforsker ved den polske udenrigspolitiske tænketank CSM i Warszawa.
”Den oprindelige tekst om at koble støtte og respekt for retsstatsprincipperne sammen er blevet udvandet, så Det Europæiske Råd kun kan skære i EU-tilskuddene med kvalificeret flertal, som giver de pågældende lande mulighed for at blokere en afstemning. Men til gengæld har EU jo faktisk indført en regel, der for første gang knytter økonomiske sanktioner til respekt for retsstaten,” påpeger han.
Angela Merkel har da også afvist Viktor Orbáns påstand om, at den såkaldte paragraf 7-sag mod Ungarn for brud på retsstatsprincipperne nu er frafaldet.
Samlet set er den politiske pris for kompromisset høj, skriver Stefan Kornelius, udlandsredaktør ved den tyske avis Süddeutsche Zeitung:
”De autoritære lederes lejr og nationalisterne har fået større vægt. På den anden side råder EU nu over en kriseplan, der skiller Europa ud på verdensplan og sikrer fællesskabets overlevelse. Og det er ikke så lidt.”